Sahabe / Abu Bakr/Bakir (r.a.)

Abu Bakr/Bakir

Abu Bakr, den første blandt mænd til at acceptere Islam

Abu Bakr har altid været en meget nær ledsager af den Hellige Profet. Han kendte ham bedre end alle andre mænd. Han vidste hvor ærlig og oprigtig Profeten var. Sådan et kendskab til Profeten gjorde Abu Bakr til den første mand, der fulgte Profeten Muhammads, fred være med ham, budskab. Han var i sandhed den første voksne mand, der accepterede Islam.

Den Hellige Profet fortalte Abu Bakr hvad der skete på Hira’-bjerget; han fortalte ham at Allah, subhanahu wa ta’ala, havde åbenbaret til ham, at Han havde gjort ham til Sin Budbringer. Da Abu Bakr hørte dette fra Profeten, fred være med ham, stoppede han ikke for at tænke; han blev med det samme muslim. Han underkastede sig Islam med så stor beslutsomhed, at den Hellige Profet selv engang bemærkede: ” Jeg kaldte folk til Islam; alle tænkte over det, i det mindste i et stykke tid, men dette var ikke tilfældet med Abu Bakr. Det øjeblik jeg præsenterede Islam for ham, accepterede han det, uden nogen som helst tøven.” Han blev kaldt As-Siddiq (Den Sanddru) af Profeten, fordi hans tro var for stærk til at blive rokket af noget som helst.

Faktisk var Abu Bakr mere end en storartet troende. Så snart han blev Muslim, begyndte han straks at forkynde Islam til andre mennesker. Blandt dem, der accepterede Abu Bakrs kald til Islam var: Uthman, Zubair, Talha, Abdul Rahman bin Auf, Sa’ad bin Waqqas og andre, som senere blev Islams søjler.

Abu Bakrs kærlighed til Profeten, fred være med ham, var så stor at han var villig til at ofre sit eget liv for at beskytte og trøste Profeten, fred være med ham. Sådan en kærlighed og sådan et offer, blev demonstreret en dag, da den Hellige Profet bad sine bønner i Ka’baen, mens nogle af Mekkas høvdinge sad i Ka’bas gårdsplads. Da de så Profeten bede, tog ‘Uqbah bin Abi Mu’eet et langt stykke stof og lagde det rundt om Profetens hals og drejede det hårdt, i et forsøg på at kvæle Profeten, fred være med ham, til døde. I det øjeblik passerede Abu Bakr tilfældigvis forbi fra en afstand og så, at ‘Uqbah prøvede at kvæle Profeten til døde. Abu Bakr løb straks Profeten til undsætning, skubbede ‘Uqbah til side og fjernede stoffet om Profetens hals. Derpå overfaldede Islams fjender Abu Bakr og bankede ham nådesløst, men med en tro, fast som en klippe, var Abu Bakr ligeglad med sine egne lidelser; han var bare glad for, at han kunne redde Allahs Profet, selv med sit eget liv på spil.

Abu Bakr havde med sin formue også en stor rolle at spille i frigivelsen af muslimske slaver, som blev tortureret af deres hjerteløse mushrik (afguderiske) herrer, til at opgive troen og vende tilbage til deres herrers afgudsdyrkning. De hjerteløse monstre prøvede al slags tortur: De tvang dem alle til at ligge nøgent ned i det brændende ørkensand og placerede store (og tunge) sten på deres bryst, såvel som andre slags tortur. Her kom Abu Bakrs formue til undsætning, eftersom at han købte de stakkels hjælpeløse slaver fra deres inhumane herrer og frigav dem. Bilal Al-Habashi, Umayya bin Khalafs slave, var blandt dem, der blev løskøbt af Abu Bakr. Bilal blev senere mu’azzin (en som kalder til bøn) i Profetens moské.

Udvandring til Madinah

Islam voksede hurtigt i Mekka og Islams fjender blev frustrerede over denne hastige udvikling. Høvdingerne i Mekka fandt det nødvendigt at skaffe sig af med Profeten, fred være med ham, inden Islam kunne gå hen og blive en reel trussel for dem- så de planlagde at dræbe Profeten. Allah, subhanahu wa ta’ala, åbenbarede de ikke-troendes intentioner (til Sin Profet) og beordrede ham at udvandre til Madinah. Så Profeten skyndte sig til Abu Bakrs hus, som var blandt de få, der stadig var tilbage i Mekka, da størstedelen af Muslimerne allerede havde vandret ud til Madinah.Profeten informerede Abu Bakr om, at han var blevet beordret til at migrere til Madinah samme nat og at han (Muhammad) havde valgt ham (Abu Bakr) til (at have) æren af at tilslutte sig ham på sin udvandring. Abu Bakrs hjerte var fuld af glæde. “Jeg har set frem til denne dag i måneder”, udbrød han.Mekkanerne var så ivrige efter at finde Profeten, at de søgte efter ham som gale hunde. Da de ankom til hulens åbning, blev Abu Bakr bleg af skræk. Han frygtede ikke for sig selv, men for den Hellige Profets liv. Men Profeten, fred være med ham, forblev rolig og sagde til Abu Bakr: “Frygt ikke, for Allah er sandelig med os”. Disse ord beroligede hurtigt Abu Bakr og bragte roen tilbage til hans hjerte.

Deltagelse i krige

Som den nære ledsager af Profeten, fred være med ham, deltog Abu Bakr i alle de krige, som Profeten Muhammad havde udkæmpet.Ved Uhud og Hunain viste nogen i den muslimske hær tegn på svaghed, men Abu Bakrs tro var ikke til at rokke og han stod altid som en klippe ved Profetens side.Abu Bakrs tro og vilje for at rejse Islams banner var så stærk, at han ved Badr-slaget, i sin ivrighed efter at finde en af sine sønner, der endnu ikke havde accepteret Islam og som kæmpede side om side med fjenderne, ledte efter ham iblandt dem (fjenderne), så han kunne dræbe ham.

Abu Bakrs store kærlighed for Profeten blev demonstreret, da fredsforhandlingerne ved Hudaibiya blev afholdt. Under forhandlingerne, rørte Quraishs talsmand nu og da, ved Profetens skæg. Abu Bakrs kærlighed til Profeten var så stor, at han ikke kunne klare at se det mere. Han drog sit sværd ud og stirrede rasende på manden og sagde, “… hvis den hånd rører Profetens skæg igen, får den ikke lov til at komme tilbage.”

Tabuk var den Hellige Profets sidste ekspedition. Han var opsat på at gøre det til en succes og bad derfor folk om at bidrage til ekspeditionen med hvad end de kunne. Det bragte det bedste frem i Abu Bakr, som slog alle rekorder, da han tog alle sine penge og sine husholdningsgenstande og lagde dem i en bunke ved Profetens fødder.

“Har du efterladt noget til dine børn?” spurgte Profeten. Abu Bakr svarede da med stærk tro: “Allah og Hans Sendebud er nok for dem.” De andre ledsagere, der stod omkring, blev lammet; de indså at hvad end de gjorde, så kunne de ikke overgå Abu Bakr i (feltet af) Islams tjeneste.

Profetens efterfølger

Den første Hajj under Islam var i Hijras niende år. Profeten, fred være med ham, havde for travlt i Madinah til at lede Hajj-færden, så han sendte Abu Bakr som sin stedfortræder; han skulle lede i stedet for Profeten.Lige siden Profeten, fred være med ham, havde ankommet til Madinah, havde han ledet bønnerne. Under hans sidste sygdom kunne Profeten ikke længere lede bønnen. Han var for svag til at gå i moskéen, så han blev nødt til at vælge en anden, som skulle udfylde denne ophøjede stilling efter ham. Igen var det Abu Bakr, der fik æren af at blive udpeget af Profeten til at varetage denne opgave.I Profetens livstid, fik Abu Bakr således den største position i Islam (at lede bønner). Da Abu Bakr en dag ikke var der, blev Omar udpeget af ledsagerne til at lede bønnen i hans fravær. Da Profeten, fred være med ham, bemærkede ændringen i stemmen, sagde han: “Dette er ikke Abu Bakrs stemme; ingen andre end ham skal lede bønnen. Han er den, der er bedst egnet til denne stilling.”

Da nyheden om Profetens død blev offentliggjort, var mange Muslimer fortvivlede og lammet (af sorg). Selv Omar var så overvældet af følelser, at han drog sit sværd og erklærede: “Hvis nogen siger, at Allahs Budbringer er død, halshugger jeg ham.”

Muslimerne forblev i et sådant stadie, indtil Abu Bakr ankom og gav sin berømte tale: “Oh Folk! Hvis nogen af jer tilbad Muhammad, lad ham da vide, at Muhammed er død. Men de (af jer), som tilbad Allah, lad dem da vide, at Han lever og aldrig vil dø. Lad os alle mindes om ordene i Quranen. Den (Quranen) siger: “Muhammad er ikke andet end et Sendebud (fra Allah). Der har været Sendebude før ham. Hvis han (Muhammad) dør eller bliver dræbt, vil I da vende om på jeres hæle (som vantro)?”

Pludselig begyndte Abu Bakrs ord at trænge ind og i løbet af ingen tid, var forvirringen borte.

Efter at have rystet den chokerende nyhed om Profetens død af sig, indså muslimerne, at de havde brug for nogen til at udfylde lederskabsstillingen, blandt dem (selv).

De to hovedgrupper blandt muslimerne var Muhajirun (flygtninge fra Mekka) og Ansar (Madinahs oprindelige indbyggere). Ansarene samledes ved Thaqifa Bani Saida, som var deres samlingspunkt. Lederen af Ansar, Saad bin Abada, foreslog at kaliffen skulle være en fra iblandt dem selv. Mange afviste dog dette og sagde, at Muhajirun med rette havde et bedre krav på kalifatet. Da disse nyheder nåede Abu Bakr, skyndte hans sig til deres forsamling i frygt for, at forvirringen ville sprede endnu engang og sagde: “Både Muhajirun og Ansar har ydet en stor service til Islam (i Islams sag). Men førstenævnte var de første til at acceptere Islam og de var altid meget tætte (venner) med Allahs Sendebud. Så, o Ansar, lad kaliffen være en fra iblandt dem.” Efter en kort diskussion blev Ansarene enige om, at de skulle vælge en kalif fra iblandt Muhajirunerne, eftersom at de var fra Quraish-stammen og var de første til acceptere Islam.

Abu Bakr bad derefter folk om at vælge imellem Omar bin Al-Khattab og Abu Ubaida Ibn Al-Jarrah. Da de hørte dette, sprang begge mænd op med et sæt og udbrød: “Oh Siddiq, hvordan kan det være? Hvordan kan nogen som helst udfylde denne rolle, så længe du (stadig) er blandt os? Du er den toprangerede mand iblandt Muhajirunerne. Du var Profetens, fred være med ham, ledsager i Thawr-hulen. Du ledte bønnen i hans plads, under hans sidste sygdom. Bønnen er det vigtigste i Islam. Med alle disse kvalifikationer, er du den, der er bedst egnet til være den Hellige Profets efterfølger. Stræk din hånd ud, så vi kan love dig troskab.”

Men Abu Bakr strakte ikke sin hånd ud. Omar indså, at denne tøven kunne føre til genoptagelsen af uenighederne, så han tog selv Abu Bakrs hånd frem og lovede ham troskab. Andre fulgte hans eksempel og Abu Bakr blev den første kalif, (som blev valgt) ved muslimernes generelle samtykke.

Næste dag adresserede Abu Bakr forsamlingen af muslimer i Profetens moské og ansporede dem til at fortsætte ad deres vej, som sande muslimer og at være loyale og støtte ham, så længe han adlød Allahs, subhanahu wa ta’ala, bud og Hans Apostel.

Ali, må Allah være tilfreds med ham, og nogle af hans pårørende forsinkede deres troskabsed til Abu Bakr i seks måneder efter en uoverensstemmelse med kaliffen, på grund af arverettighederne til Profetens jord. Begge mænd respekterede dog hinanden og efter sin kones (Fatimah) død, aflagde Ali også troskabsed til Abu Bakr.

Sådan var kvaliteten af denne ydmyge og generøse ledsager, som troede på Profeten i sådan en grad, at han blev kaldt As-Siddiq af Profeten. Hans store personlighed og tjenesteydelse for Islam og Muslimerne, indbragte ham kærligheden og respekten af alle muslimer, til sådan en grad at han blev valgt som den første kalif efter Profetens død, af samtlige muslimer.

 

 

 
 
Øzlem Øzcan | - Danmark | ozlem-adem@hotmail.com