Sahabe / Aishah bint Abu Bakr (r.a.)

Aishah bint Abu Bakr


Aishahs liv er et bevis på, at kvinder kan være mere vise end mænd og at hun kan være blandt lærde personer og en lærer for eksperter i alle livets aspekter. Hendes liv er lige således et bevis på, at kvinder kan have indflydelse på mænd og kvinder og forsyne dem med inspiration og lederskab. Hendes liv er også et bevis på, at den samme kvinde kan være helt og aldeles feminin og være kilden til tilfredsstillelse, glæde og trøst til sin mand.

Hun studerede ikke på noget universitet. Der fandtes ikke universiteter i hendes tid. Men stadig studeres hendes ytring i litteratur-fakultetet, hendes retslige udtalelser bliver studeret i universiteter af retsvidenskab og hendes liv og arbejde bliver studeret og forsket af studerende og lærere af islamisk historie, som de er blevet for over tusind år siden.

Omfanget af hendes vældige skat af viden blev opnået, mens hun stadig var ret ung. I hendes tidlige barndom blev hun opdraget af sin far, som var elsket og respekteret, for han var en mand af meget viden, gode manerer og behagelig at være sammen med. Desuden var han den tætteste ven af den noble Profet(swas), som var en hyppig besøgende af deres hjem, siden de allerførste dage af hans mission.

I hendes ungdom, allerede kendt for sin strålende skønhed og sin formidable hukommelse, kom hun under kærlig omsorg og opmærksomhed af selveste Profeten(swas). Som hans kone og tætte ledsager tilegnede hun sig hans viden og indsigt, som ingen anden kvinde nogensinde havde tilegnet sig.

Aishah blev Profetens(swas) kone i Makka, da hun formodentlig var i tiendedel af sit liv, men brylluppet fandt ikke sted, indtil det andet år efter Hijrah, hvor hun var omkring fjorten eller femten år gammel.. Før og efter hendes bryllup, bevarede hun en naturlig glæde og uskyldighed, og virkede ikke det mindste overvældet af tanken om at være gift med Ham (swas), som var Guds Budbringer, som alle Hans (swas) ledsagere, inklusiv hendes egen mor og far, behandlede med sådan kærlighed og ærbødighed, som de gav til ingen anden.

Angående hendes bryllup, fortalte hun kort, før hun forlod sine forældres hus, at hun løb ud til gårdspladsen, for at lege med en forbigående ven:
”Jeg legede på en vippe og mit lange hår var sjusket”, sagde hun. ”De kom og fjernede mig imens jeg legede og gjorde mig klar”.

De iklædte hende en bryllupskjole, som var lavet af fint rødt strippet stof fra Bahrain. Dernæst tog hendes mor hende med til det nybyggede hus, hvor nogle kvinder fra Ansar stod og ventede udenfor døren. De bød hende velkommen med følgende ord ”For det gode og for glæde må alt blive godt”.
Dernæst, ved den smilende Profets(swas) tilstedeværelse, blev en skål af mælk bragt til dem.

Profeten(swas) drak selv af skålen og tilbød den til Aishah. Hun blev genert og gik et skridt tilbage, men da Han(swas) insisterede, drak hun af den og bød skålen videre til sin søster Asma(ra), som sad ved siden af hende.

De andre drak også af skålen, og det var så meget af det simple og højtidelige lejlighed af deres bryllup. Der blev ikke afholdt et bryllupsgilde.

Ægteskabet med Profeten(swas) ændrede ikke hendes måde at lege på. Hendes unge venner kom regelmæssigt for at besøge hende, i hendes egen lejlighed.

”Jeg ville være i gang med at lege med mine dukker”, sagde hun, ”med pigerne, som var mine veninder, og Profeten(swas) ville komme ind og de ville løbe ud af huset, og han ville gå efter dem og bringe dem tilbage, fordi han var glad på mine vegne, for at jeg havde mine veninder her”.

Nogle gange ville han sige ”Bliv hvor du er”, inden de havde tid til at gå, og han ville også tilslutte sig deres leg. Aishah sagde: ”En dag kom Profeten(Swas) ind, imens jeg legede med dukkerne og han sagde: ”Oh Aishah, hvad er det for en leg?”, ”Det er Salomons heste” sagde jeg og Han(Swas) grinte”.

Nogle gange, når han kom ind, ville han skjule sig selv med sin kappe, for ikke at forstyrre Aishah og hendes veninder.

Aishahs tidligere liv i Madinah havde også sine mere seriøse og ængstelige tider. Engang blev hendes far, og to af hans ledsagere, som boede med ham, syge af en farlig feber, som på det tidspunkt var almindelig i Madinah. En morgen, da Aishah tog hen for at besøge ham, blev hun skrækslagen af, at se de tre mænd ligge helt og aldeles svage og udmattede. Hun spurgte sin far, hvordan han havde det, og han svarede hende i vers, men hun forstod ikke hvad han sagde. De to andre svarede hende også med linjer af vers, hvilket for hende lod til at være intet andet end uintelligent vrøvl. Hun var meget bekymret og vendte hjemad og sagde til Profeten (Swas):

”De taler i vildledelse, er splittergale, igennem varmen fra feberen”. Profeten (Swas) spurgte hvad de havde sagt og var i noget grad beroliget, da hun næsten ord for ord gentog de linjevers, de havde udtalt, og som gav mening, selvom hun ikke fuldt ud forstod det.

Dette var en prøve på hendes fremragende evne af en hukommelse, hvilket som årene gik, skulle bevare så mange af de uvurderlige udtalelser af Profeten(Swas).

Af Profetens(Swas) koner i Madina, var det åbenlyst, at det var Aishah Han(Swas) elskede mest. Fra en tid til en anden, ville flere af hans ledsagere spørge:

”Oh Allahs Budbringer, hvem elsker du allermest I verden?! Han gav ikke altid det samme svar til dette spørgsmål, fordi han følte stor kærlighed for mange, for sine døtre og deres børn, for Abu Bakr(ra), for Ali(ra), for Zayd(ra) og hans søn Usamah(ra). Men når det gjaldt hans koner, nævnte han kun et navn, hvilket var Aishah. Også hun elskede ham i høj grad og ofte ville hun søge bekræftelse fra Ham(Swas), om hvorvidt Han(Swas) elskede hende.

Engang spurgte hun Ham(Swas): ”Hvordan er din kærlighed for mig?”



”Som rebets knude”, svarede Han (Swas), altså at den var stærk og sikker. Og gang på gang derefter ville hun spørge Ham (Swas): ”Hvordan er knuden?”, og Han(Swas) ville svare: ”Ala haaliha, stadig i samme tilstand”.

Som hun elskede Profeten (Swas), var hendes kærlighed også jalousi-kærlighed, og hun kunne ikke klare tanken, om at Profetens(Swas) opmærksomhed blev givet mere til andre, end til hende. Hun spurgte Ham(Swas): ”Oh Guds Budbringer, fortæl mig. Hvis De (Swas) var imellem to skrænter af en dal, hvor den ene side havde været blevet græsset, og hvor den anden side ikke var blevet græsset, på hvilken side ville du lade din flok græsse?”

”Der hvor der ikke havde været blevet græsset”, svarede Profeten(Swas). ”Alligevel”, sagde hun, ”og jeg er ikke som nogle af Deres (Swas) andre koner”. De alle havde en mand før Dem (Swas), undtagen jeg”.

Profeten smilede og sagde intet. Pga. sin jalousi, ville Aishah efter et par år sige:

”Jeg var ikke jaloux på nogle af Profetens(Swas) koner, som jeg var jaloux på Khadijah(ra), fordi Han(Swas) konstant nævnte hende og fordi Allah havde kommanderet Ham(Swas) til at give hende den gode nyhed om et palads i Paradis af dyrebare sten. Og hver gang Han(Swas) ofrede et får, ville Han(Swas) sende en portion af det til dem, som havde været hendes fortrolige venner. Mange gange sagde jeg til Ham(Swas): ”Det er som om der ikke har været andre kvinder i verden, udover Khadijah”.

Engang, da Aishah klagede og spurgte hvorfor Han(Swas) snakkede så stort om ”en gammel Quraysh kvinde” blev Profeten(Swas) såret og sagde: ”Hun var den kone, som troede på mig, da alle andre afviste mig. Når folk gav mig løgnen, erklærede hun min sandhed. Når jeg stod svigtet tilbage, brugte hun sin rigdom til at lysne byrden af min sorg”

På trods af hendes jalousi, hvilket ikke desto mindre var af den ødelæggende slags, havde Aishah et generøst sjæl og tilmed et tålmodigt et.

Hun bar, sammen med resten af Profetens(Swas) husstand, fattigdommen og sulten, som ofte varede i længere perioder. I mange dage blev ilden, i det sparsommelige hjem af Profeten(Swas), ikke optændt for at koge og bage brød og de ville kun leve på dadler og vand. Fattigdom forårsagede hende ikke nød eller ydmygelse; selvforsyning da det kom korrupterede ikke hendes livs stil.

Engang blev Profeten(Swas) væk fra sine kvinder i en måned, fordi de havde nødstedt Ham(Swas) ved at spørge efter noget, Han(Swas) ikke havde. Dette var efter Khaybar ekspeditionen, da en vækst af rige vækkede folks appetit med deres tilstedeværelse.

På vej hjem, efter at havde trukket sig selv tilbage, tog Han(Swas) først hen til Aishahs sted. Hun var henrykt over, at se Ham(Swas), men Han(Swas) sagde, at Han(Swas) havde modtaget en åbenbaring, hvilket krævede, at Han(Swas) måtte sætte to muligheder før hende. Herefter fremsagde Han(Swas) versene:

”Oh Profet! Sig til dine koner: Hvis du ønsker livet på denne jord og dens udsmykning, så kom, og jeg vil skænke jer det gode, og jeg vil sætte jer i frihed, retfærdigt.”

Men hvis du begærer Allah og Hans Budbringer og livet Herefter, så giver Allah dig sandelig en vældig belønning for sådan en som dig, der gør gode ting”, (Al-Ahzab 33:28-29)

Aishahs svar var:

”Javist begærer jeg Allah og Hans Budbringer(Swas) og livet Herefter”, og hendes svar blev fulgt af alle de andre.

Hun holdte fast i sit valg, både under og efter Profetens(Swas) levetid. Senere, da der blev givet muslimerne enorme skatte, fik hun foræret 100.000 dirhams. Hun fastede, da hun modtog pengene og hun uddelte hele beløbet til de fattige og trængende, selvom hun ingen forsørgende havde derhjemme. Kort efter sagde en tjenestepige til hende: ”Kan du købe kød for en dirham til at bryde din faste?”
”Hvis jeg havde husket det, så havde jeg gjort det” sagde hun. Profetens(Swas) kærlighed for Aishah varede til det sidste. Under Hans(Swas) sidste sygdom var det Aishahs sted, Han(Swas) tog over til, på forslaget af Hans(Swas) koner. For det meste af tiden, lå Han(Swas) der på sofaen, med sit hoved hvilende på hendes bryst eller lår. Det var hende, som tog en tandstik fra sin broder, tyggede det, til det blev blødt og gav det til Profeten(Swas). Til trods for Hans(Swas) svaghed, gnubbede han energisk sine tænder med det.

Ikke lang tid efter mistede Han(Swas) bevidstheden og Aishah troede, at det var begyndelsen på døden, men efter en time åbnede Han(Swas) sine øjne.

Da han åbnede sine øjne igen, huskede Aishah hvad Iris havde sagt til hende: ”Nej, Profeten(Swas) er ikke blevet taget af døden, indtil Han(Swas) har fået set sin plads i Paradis og så fået tilbudt, om Han(Swas) vil leve eller dø”.

”Han vil ikke vælge os nu”, sagde hun til sig selv. Så hørte hun ham mumle: ”Med det største fællesskab i Paradis, med dem, som Allah havde givet sin Nåde, Profeterne, martyrerne og de retfærdig” Igen hørte hun Ham(Swas) mumle: ”Oh Allah, med det største fællesskab”, og disse var de sidste ord, hun hørte ham sige.

Gradvist blev Hans(Swas) hoved tungere på hendes bryst, indtil de andre i rummet begyndte at sørge og Aishah lagde Hans(Swas) hoved på en pude og sluttede sig til de andre for at sørge.

På gulvet, i Aishahs værelse, nær sofaen hvor Han(Swas) lå, blev en grav gravet op hvori Profeternes Segl (Swas) blev gravet ned i, under stor forvirring og stor sorg.

Aishah levede i næsten 50 år efter døden af Profeten(Swas). Hun havde været Hans(Swas) kone i et årti. Meget af denne tid var gået med at lære og anmode om viden om de to mest vigtige kilder af Allahs ledelse, Koranen og Sunnah af Hans Profet(Swas). Aishah var en af de tre koner (de andre to var Hafsah og Umm Salamah), som lærte åbenbaringen udenad.

Som Hafsah, havde hun sin egen håndskrift af Koranen, skrevet efter Profetens(Swas) død.

Så meget som Hadith eller udtalelser af Profeten(Swas) angår, er Aishah en af de fire personer (de andre er Abu Hurayrah, Abdullah ibn Umar og Anas ibn Malik), som overførte mere end totusind udtalelser. Mange af disse hører under de mest intime aspekter af personlig opførsel, hvilket kun sådan en som Aishah kunne have lært. Hvad der er mest vigtigt er, at hendes viden om hadith, blev overleveret i skriftlig form af mindst tre personer inklusiv hendes nevø Urwah, som blev en af de største videnskabsmænd iblandt generationen efter ledsagerne(Sahaba).

Mange af Profetens(Swas) lærde ledsagere og deres efterkommere tog ved fordel af Aishahs viden. Abu Musa al-Ashari sagde engang: ”Hvis vi, ledsagere af Allahs Budbringer, havde nogle former for problemer, ville vi spørge Aishah om det.”

Hendes nevø Urwah påstod, at hun ikke kun var dygtig indenfor fiqh, men også indenfor medicin (tibb) og poesi.

Mange af Profetens(Swas) ældre ledsagere, kom til hende, for at spørge til råds mht. spørgsmålet om arving, hvilket krævede høj dygtighed indenfor matematikken. Videnskabsmænd betragtede hende som en af de tidligste fuqaha af Islam, sammen med personer som Umar ibn al-Khattab, Ali og Abdullah ibn Abbas.

Profeten(Swas) refererer til hendes store omfang af viden indenfor Islam ved at have sagt: ”Lær en smule af din religion(deen) fra denne røde farvede dame”. ”Humayra”, som betyder ”rød farvet” var en epitet, som blev givet til Aishah af Profeten(Swas).

Aishah besad ikke kun fremragende viden, men hun tog en aktiv del i uddannelse og social omdannelse. Som en lærer, havde hun en klar og overbevisende tale og hendes talekunst-evne er blevet beskrevet i ypperlige vendinger af al-Ahnaf, som sagde: ”Jeg har hørt taler af Abu Bakr og Umar, Uthman og Ali og Khalifaen nu, men jeg har ikke hørt en tale så overbevisende og smuk fra nogen anden mund end fra Aishahs mund”.

Mænd og kvinder kom langvejs fra, for at tage fordel fra hendes viden. Det siges, at antallet af kvinder har været noget større end mænd. Udover at svare på spørgsmål, tog hun drenge og piger, nogle af dem forældreløse, og holdte opsyn med dem og oplærte dem under hendes varetægt.

Hendes slægtninge modtog instruktioner af hende. Hendes hus blev således en skole og et akademi.

Nogle af hendes elever var fremragende. Vi har allerede nævnt hendes nevø Urwah som en udmærket referent af hadith. Iblandt hendes kvindelige elever er navnet Umrah bint Abdur Rahman. Hun er betragtet af lærde personer som en troværdig forfatter af hadith og det siges, at hun har spillet en rolle som Aishahs sekretær, modtaget og svaret på breve adresseret til hende. Eksempel på, at Aishah arbejdede for uddannelse og især uddannelser for muslimske kvinder indenfor loven og læren om Islam, er noget som absolut må følges.

Efter Khadijah al-Kubra (den store) og Fatimah az-Zahra (den strålende), er Aishah as-Siddiqah (den som bekræfter sandheden) betragtet som den bedste kvinde indenfor Islam. Pga. hendes personlighedsstyrke, var hun lederen i ethvert slagmark, der gjaldt viden, i samfundet, i politik og i krige. Hun fortrød ofte hendes indblanding i krig, men hun levede længe nok til at genvinde stillingen som den mest respekterede kvinde i hendes tid. Hun døde i året 58 efter Hijrah i Ramadan måneden, og som hun gav besked på, blev hun begravet i Jannat al-Baqi i Lysets By, ved siden af andre ledsagere af Profeten(Swas).

 

 

 

 

Kilde: http://midsom.com/topic/159-historier-om-profetenssaw-ledsager/

 
 
 
Øzlem Øzcan | - Danmark | ozlem-adem@hotmail.com