Sahabe / Yazid Abu-d Dardaa (r.a.)

Yazid Abu-d Dardaa (r.a.)

Yazid Abu-d Dardaa må Gud velsigne ham, var en vis rådgiver, som var kendt for hans store viden og hengivenhed. På trods af Abu-d Dardaa var en af Profeten Mohammeds (swas) ledsagere, var han den sidste person som tog imod islam fra hans område Yathrib. Abu Nu`aim berettede fra Abu Haamid ibn Jabla at al-Qaasim bin Muhammad sagde:

”Abu-d Dardaa er en af Allahs tjenere hvis evner er angivet i Koranen.”

Som beskrevet af Abu Nu`aim in al-Hilyah;

”Abu-d-Dardaa forøget sin hengivenhed og han forlød al interesse for materialisme. Han var mest at alt hengivet til hans spirituelle liv og var mest ivrig for at møde Allah. Da først han blev fri fra verdsligt anliggende og bekymringer, blev porten til sand forståelse åbnet for ham”.

Abu-d Dardaa var kendt for hans visdom og viden hvilke blev betragtet medicin for det syge hjerte. Abu d-Dardaa plejede at tilbede afgudsbilleder før han omfavnede Islam. Han var en købmand og havde en stor forretning i Yathrib.


Alle i Yathrib kendte til det stærke broderskab der eksisteret mellem Abu d-dardaa og Abdallah Ibn Rawahah i tiden før Islam. Dette var før Islam sejrede i Yathrib. Da Islam blev introduceret i byen, tog Ibn Rawahah imod Islam, mens Abu d-Dardaa ikke gjorde. Dette var aldrig skyld i et dårligere forhold mellem de to.

Ibn Rawahah ønskede at Abu d-Dardaa sluttede sig til den nye religion, og han prøvede at få ham til at se kvaliteterne, fordelene og islam fortræffelighed. Abu d-Dardaa afviste Islam og med hver dag der gik, blev Abdallah mere ked af det og bekymret for sin ven.

På dagen hvor slaget ved Badr fandt sted, mens Abu d-Dardaa var i hans forretning, tog Abdullah Ibn Rawahah hen til Dardaas hus, fast besluttet på at skride til handling. Han gik ind i det værelse hvor Abu d-Dardaa havde hans afgudsbillede og ødelagde alle statuerne mens hans sagde:

”Hvem skulle ellers blive tilbedt foruden Allah?”

Da afgudsbilledet var smadret, forlod Ibn Rawahah huset. Da Abu d-Dardaa kom hjem, så han sin hustru sidde ved døren til det rum hvor han havde sit afgudsbillede. Hun græd højt og så meget skræmt ud. Abu-d Dardaa kiggede på det smadret afgudsbillede og var rædselsvækket. Han var meget sur og var besluttet på at tage hævn. Men meget hurtigt, blev hans vrede og hævn lyst aftaget for hans manglende idol billede.

Han tænkte meget over det og sagde: ”Hvis der var noget godhed i dette afgudsbillede, så ville han havde forsvaret sig mod denne skade” Efter denne episode tog Abu-d Dardaa direkte over til Abdullah og sammen tog de over til Profeten Muhammed (swas). Der meddelte han sin accept af islam.

Fra det tidspunkt Abu-d Dardaa tog islam til sig, dedikeret hans sig fuldstændig til Allah og Profeten Muhammed (swas). Han fortrød inderligt alt den tid han havde spildt før islam og indså hvor meget hans muslimske venner havde lært om islam i de foregående to til tre år. Alt det Koran de havde lært udenad og de muligheder de havde for at tjene Allah og Profeten Muhammed (swas).

Han gjorde op med sig selv til at bruge enhver lejlighed, nat og dag for at forsøge at indhente det han havde mistet. Han var optaget af tilbedelse nat og dag og hans søgen efter viden var uden hvile. Han brugte det meste af hans tid på at lære Koranen udenad for at forstå dybden i budskaberne.
Da han opdagede at forretning og handel forstyrrede sødmen i hans tilbedelse og forhindrede ham i at deltage i islamisk undervisning, reducerede han, sine engagement i dette uden tøven eller fortrydelse. Abu-d Dardaa blev ikke blot mindre engageret i handel, men han forlod os hans luksuriøse livsstil. Han spiste kun det som var nok til at holde ham i live og beklædte sig med tøj som var simpelt og nok til at dække hans krop.

I tiden under Umar Ibn AL-Khattabs (ra) kalifat ønskede Umar at udnævne Abu-d Dardaa til guvernør i Syrien. Abu-d Dardaa modtog høfligt hans tilbud med disse ord:

”Hvis du ønsker, at jeg skal tage derhen for at undervise folk i Quraan, profeten Muhammads (saws) sædvaner (Sunnah) og for at bede med dem, så gør jeg det.”

Umar gik med til det, og Abu-d Dardaa tog afsted til Damaskus. Der fandt han folk begravet i luksus og det søde liv. Dette forfærdede ham. Han kaldte folk sammen til moskéen og fortalte dem:

”Oh folk i Damaskus! I er mine brødre i troen og naboer, som bor side om side. Oh folk i Damasks! Hvad er dét, som afholder jer fra at være hengiven overfor mig og være lydhør overfor mine råd, mens jeg ikke ønsker noget af jer?”

Jeg ser, at I har svigtet, hvad Allah har påbudt jer at gøre. Er det rimeligt, at jeg ser jer samle og hamstre alt dét, som I ikke spiser? At I opfører bygninger, hvori I ikke bor? Og at I længes efter ting, som I ikke kan opnå?

”Folk før jer har dynget rigdom sammen, udtænkt store planer og har haft mange håb. Men det varede ikke længe, før deres rigdom gik tabt, deres håb blev slået ud og deres huse blev forvandlet til grave. Oh folk i Damaskus, sådan gik det Aad-folket. De fyldte jorden med ejendomme og børn.”

”Er der nogen her i dag, som vil købe hele Aads arv af mig for to dirham?”.

Efter denne rørende tale græd folk, og deres hulkene kunne høres helt udenfor moskéen. Fra den dag af var Abu-d Dardaa ofte tilstede på folks tilholdssteder i Damaskus. Han gik rundt på deres markedspladser, mens han underviste, besvarede spørgsmål og forsøgte at rådgive enhver, som var blevet skødesløs eller hensynsløs. Han benyttede enhver lejlighed og begivenhed til at vække folk og lede dem på rette vej.


Engang gik han forbi en gruppe af folk, som havde samlet sig sammen om en mand. De var i gang med at fornærme og slå ham hårdt. Han gik hen til dem og sagde: ”Hvad er problemet?”

”Denne mand har begået en stor synd,” svarede de.

”Hvad tror I, at I vil gøre, hvis han var faldet ned i en brønd?” spurgte Abu-d Dardaa. ”Ville I ikke prøve at få ham ud?”

”Sandelig,” svarede de.

”Lad vær med at fornærme eller slå ham. I stedet bør I formane ham og gør ham opmærksom på konsekvenserne af, hvad han har gjort. Herefter lovpris Allah, Som har beskyttet jer mod at begå samme synd.”

”Hader du ham ikke?”, spurgte de Abu-d Dardaa.

”Jeg hader kun dét, som han har gjort, og hvis han opgiver denne handling, så er han min bror.”

Så begyndte manden at græde og angrede offentligt.

Imam Ahmad ibn Hanbal beretter, at nogen bad Abu-d Dardaa om at et godt råd, hvorpå han svarede:

”Husk Allah, når du har det godt. Han vil huske dig, når du har det svært. Og når du bestemmer dig for noget i denne verden, så husk på hvordan den vil ende.”

Han sagde også: Lad moskén blive til dit hjem, for sandelig jeg hørte profeten (saws) sige:

”Moskéen er hjem for enhver Gudsbevidst person, og Allah den Almægtige har garanteret ro, lindring, nåde og vejen til Hans tilfredsstillelse til de, for hvem moskéerne er som deres hjem”.

En anden gang sad en gruppe mennesker på gaden og sludrede, mens de kiggede efter de forbipasserende. Abu-d Dardaa kom hen til dem og sagde:

”Mine sønner, en muslims tilflugtssted er hans hjem, hvori han behersker sig selv og sænker sit blik. Vogt jer for at sidde på markedspladser, idet det drysser tiden bort.”

Muawiyah Ibn Abi Sufyan (ra) var guvernør i Syrien, mens Abu-d Dardaa var der. Han bad Abu-d Dardaa om hans datters hånd til sin søn, men Abu-d Dardaa var ikke enig. I stedet blev hans datter gift med en ung fattig mand, som var helliget til islam.

Folk hørte om det og begyndte at snakke og spørge: ”Hvorfor afviste Abu-d Dardaa at lade Yazid gifte sig med hans datter?” Da de spurgte Abu-d Dardaa, svarede han:

”Jeg har kun søgt at gøre det bedste for ad-Dardaa.” Det var hans datters navn. "Hvad ville I tænke om ad-Dardaa, hvis tjenere begyndte at opvarte hende eller hvis hun befandt sig i paladser, hvis glans blænder øjnene? Hvad vil der så ske med hendes religion?”

Kaliffen Umar besøgte engang Abu-d Dardaa i Syrien. Han så, at der var intet lys i huset. Han følte også på Abu-d Dardaas pude og opdagede, at det var en ridesaddel. Han rørte ved Abu-d Dardaas sengeleje og vidste, at det bare var småsten. Han følte også på lagenet, som han dækkede sig til med og blev forbavset over, at det var så tyndt, at det på ingen måde kunne beskytte ham mod kulden i Damaskus.

Han spurgte ham derfor: ”Skal jeg ikke gøre tingene mere behagelige for dig?”.

Abu-d Dardaa sagde til ham: ”Husker du profeten Muhammads (saws) hadith, hvor han sagde:
”Hvad der end er tilstrækkeligt for jer i denne verden, lad det være som en rytters forsyning”

Imaam Ahamd ibn Hanbal berretede også, at Abu-d Dardaa (ra) plejede at sige:

”Ve ham, for hvilken pine venter der dén, som kun bekymrer sig for at samle penge sammen i denne verden! Ve ham, som åbner sin mund på vid gab, savler ved lyden af penge og ser forfærdet ud ligesom en idiot, hver gang han tænker på det. Ve ham, som stirrer på, hvad andre mennesker ejer, og som ikke ser, hvad han selv har. Og hvis han ønskede det, ville han løbe efter sådan en besættelse dag og nat. Ve ham! Sikke et barsk regnskab og tung straf, der venter ham!”

 

 

 

 
 
Øzlem Øzcan | - Danmark | ozlem-adem@hotmail.com